Dansk Samling Etiket-forklaring Samlerøl prisliste Øllink

Samling hele verden

Faq Mail Forsiden
Ølsmagning Nyheder Leksikon om øl  

Nyheder om øl og bryggerier 2002

Hvis du kender en nyhed om øl eller bryggerier - mail den til mig, så vil jeg sætte den på.

Nyheder om samlerøl og variationer er flyttet til Nye øl

Mail til webmaster
Besøg også Ale.dk her kan være andre nyheder

31. december 2002

Alkoholreklamer i dansk tv

Fra 1. januar er det lovligt at sende alkoholreklamer på danske tv- og radiostationer.

- Allerede første dag er bl.a. andet ølproducenterne klar med reklamekampagner for deres produkter, oplyser direktør Niels Hald, Bryggeriforeningen, til Kristeligt Dagblad.

Han tror ikke, at de nye reklamer vil give et øget alkoholforbrug, men siger, at reklamerne giver mulighed for at vinde markedsandele og styrke bestemte produkters position hos forbrugerne.


22. december 2002

Light øl vinder frem

Verden over vinder Light øl frem. I USA sælger Bud Light bedre end almindelig Budweiser, og i Sydamerika vinder de lyse øl store markedsandele. Det samme gælder i Japan.

I Danmark har Carlsberg netop omdøbt deres Carlsberg Let til Carlsberg Light, sandsynligvis for at få navnet til at passe til, hvad den samme øl hedder i udlandet i forvejen.

Carlsberg Let har i øvrigt haft navnet Carlsberg Light før i Danmark. I en kort periode i 1987 stod der Light på etiketten, men det forsvandt hurtigt igen.

I anledning af navneskiftet har Carlsberg også ændret på indholdet. Carlsberg Light er uden råfrugt, så faktisk er der tale om en helt ny øl.

Se den nye Carlsberg Light her.


20. december 2002

Aldi fjerner dåser i Tyskland

Pant på engangsemballage nærmer sig i Tyskland. Pr. 2. januar indfører enkelte tyske supermarkedskæder pant.
Hos Aldi Süd og Aldi Nord betyder det, at de kun tager imod de pakninger de selv sælger. Samtidig fjerner de dåser og engangsflasker fra sortimentet.


20. december 2002

Mange muligheder i Sverige

Svenskerne har mange muligheder når det gælder juleøl.
Her er en guide fra Sydsvenskan - Svenske Juleøl.


8. december 2002

Carlsberg rokker ved traditionerne

Det forlyder, at Carlsberg er parat til at rokke ved nogle af bryggeriets dybeste traditioner. To af bryggeriets ældste mærker, Gl. Carlsberg Lager og Carlsberg Porter, vil i det kommende år ændre navn og udseende. Gl. Carlsberg skal efter sigende ændre navn til Carls Lager og Carlsberg Porter vil blive til Carls Porter.

Hensigten skal være, at friske op på de to mærkers image.


29. november 2002

Lager på lager hos Hancock

Efter 21 års pause har Hancock Bryggerierne i Skive igen besluttet at sende en lagerøl på markedet.

Endnu er øllet ikke lagret færdig, så der er ikke sat dato på, hvornår det kommer på markedet. Men det bliver tidligst om to-tre måneder.


29. november 2002

Interbrew sælger Rostocker Brauerei til Brau und Brunnen

Den belgiske bryggerigigant har besluttet at sælge Rostocker Brauerei til konkurrenten Brau und Brunnen.

Rostock-bryggeriet indgik i handlen, da Interbrew købte Becks & Co. tidligere i år, og efter købet af Diebels passede produkterne fra Rostock ikke længere ind i det samlede sortiment.

Salget skal godkendes af de lokale konkurrencemyndigheder.


23. november 2002

Vestfyen dropper dåserne

Kun få måneder efter introduktionen af øl på dåser i Danmark, har Vestfyen Bryggeri i Assens besluttet at ophøre med salg af dåseøl i Danmark.

Årsagen er manglende afsætning, sandsynligvis på grund af højere pris end på flaskeøl.


23. november 2002

Ørbæk Bryggeri er nu endelig klar med øl!

De nye flotte tanke, kogekar og sikar, der er beklædt med træ, er atter begyndt at dufte af øl. Malten står på bryggeriets maltlager og venter på at blive brygget til gyldne dråber.

Det går hurtigt med anerkendelsen af bryggeriets produkter.

- Vi har netop (torsdag d. 22-11-02) modtaget to guldmedaljer for: Fremragende produktudvikling af økologiske fødevarer, oplyser Niels Rømer, Ørbæk Bryggeri.

Konkurrencen stod blandt de mange nye økologiske produkter i 2002 på det danske marked. Konkurrencen var arrangeret af øgruppen og økologisk landsforening. Dommerpanelet bestod af de kendte kokke Kille Enna, Rene Bolvig og Oscar Umahro Cadogan.
Ørbæk Brown Ale blev af smagspanelet rost til skyerne for dens flotte aroma, farve, fylde og eftersmag.


20. november 2002

Hannovers bystyre spænder ben for Interbrew

Hannovers bystyre vil forhindre, at Interbrew får lov til at købe det tyske Gilde Brauerei, som den belgiske bryggerigigant gav tilbud på i fredags.
Bystyret hævder, at der skal en majoritet på 75 procent af aktieejerne i Brauergilde Hannover til at beslutte et salg. Hidtil har ?kun? 60 procent sagt ja til salget.
Bystyret har truet med at trække Interbrew i retten for at forhindre en overtagelse.
Årsagen skal muligvis findes i, at bystyret forsøger at holde fast på arbejdspladserne i området.
Interbrew er blevet inviteret til at byde på bryggeriet af Brauergilde Hannovers bestyrelse.


19. november 2002

Coors vil investere i England

Efter købet af Carling mærket i England i februar, har Coors Brewers nu besluttet at foretage store investeringer i deres bryggeri i Burton-on-Trent. Planen er at sætte bryggeriet tilbage til positionen som Englands største.
Arbejdet skal begynde i december og vare cirka et år. Investeringen vil forsyne bryggeriet med både flasketapning, dåsetapning og tapning af fustager.
I alt investeres der 35 mio. £.


11. november 2002

Austral suspendere sine operationer i Argentina

Den økonomiske situation i Argentina tvinger Cervercería Austral til at suspendere deres operationer i den sydlige del af Argentina.
Bryggeriet vil i stedet fokusere på det chilenske marked.
Austral ejes af Chadwick familien og den chilenske bryggerigigant CCU.


11. november 2002

Norøl kårer norges bedste juleøl

En fagjury, bestående af fem ølkendere, og Norske Ølvenners Landsforbund, Norøl, har kåret Hansa Juleøl til årets bedste juleøl.
Afgørelsen skete ved hjælp af en blindtest.


7. november 2002

Stonehenge Ale på flaske til Danmark

Det engelske bryggeri Stonehenge Ales planlægger at komme deres ale på flasker og begynde en eksport til Danmark, men hvornår de første flasker kan være i Danmark er endnu uvidst.

Bryggeriet blev forleden omtalt i TV2's Dags Dato og har siden modtaget utallige emails fra interesserede danskere, om hvor man kan købe deres øl i Danmark.

Hidtil har bryggeriet kun tappet deres øl på fad, og sendt nogle fade af deres juleøl, Rudolph, til "You'll Never Walk Alone" i Kolding, men nu ser det ud til at danskerne med tiden får bedre muligheder for at nyde det velsmagende engelske øl, som i øvrigt brygges af danskerne Stig Anker og Anna Marie Andersen. De har lovet at oplyse, via Ale.dk når deres øl kan købes i Danmark.


1. november 2002

Carlsberg boycottes i Rusland

Krisen mellem Danmark og Rusland, i forbindelse med afviklingen af Tjetjenien konferencen, har nu ført til, at officielle medier i Rusland opfordrer til boycot af danske varer. Carlsberg er nævnt sammen med Lego og andre kendte mærkevarer.
Om det får betydning for Carlsbergs afsætning er endnu uvist.


1. november 2002

Chilensk øl til Europa og USA

Det chilenske bryggeri Austral har oplevet en dramatisk fremgang i markedsandelen på mindre end to år. Firmaets premium øl er gået fra to til 15 procent af markedet, det er sket fra sent i 2000 til slutningen af 2001.
Austral har nu planer om at begynde eksport til Europa og USA i 2003.
Austral ejes ligeligt af det store chilenske bryggeri CCU og Chadwick familien, der har interesser indenfor vin.


23. oktober 2002

Ølstrejken i Norge kan ramme juleøllet

440 bryggeriarbejdere i Norge er gået i strejke. Der er ikke kørt øl ud fra Ringnes, Aas, Hansa og Borg bryggerier siden 16. oktober.
Snart kan det også mærkes i butikkerne.
Selve brygningen på Ringnes er ikke ramt, derfor bliver juleøllet brygget. Men det er tvivlsomt, om der er folk i ordrebestillingen og til at køre øllet ud til butikkerne.
Tilsyneladende gør Ringnes alt hvad de kan for at klare deres problem. Måske endda for meget. Der er nu kommet rygter om, at bryggeriet oplærer nye folk i de funktioner som er strejkeramt.


23. oktober

Dåseøl sælger dårligere end ventet

Dansk Supermarked overvejer at fjerne nogle af dåseølmærkerne fra hylderne på grund af for dårligt salg. Dåsesalget udgør efter en måned kun to procent af det samlede salg.
Hos Coop Danmark er man heller ikke tilfredse med salgstallene. Her er der dog lidt flere der tager metaløllerne med hjem. Salget udgør seks procent i Coop Danmark.


26. september 2002

Tsingtao build in Taiwan

Taiwan Tsingtao Brewery har planer om at bygge et nyt bryggeri til at brygge den kinesiske øl Tsingtao Beer på license til markedet i Taiwan.
Bryggeriet får en årlig kapacitet på op til 200.000 ton øl.


26. september 2002

Fuglsang vil være landsdækkende

Bryggeriet Fuglsang i Haderslev vil benytte indførelsen af dåser til at udbrede deres Fuglsang Pilsner til hele landet.

Dåserne betyder, at bryggeriet ikke længere har problemer med returemballage, derfor er det lettere at sælge over hele landet.

Fuglsang har dog ingen planer om at komme på hylderne i COOP og Dansk Supermarked, bryggeriet har i stedet håb om at få Fuglsang Pilsner ind i kiosker og benzinstationer.


24. september 2002

Sharpe Intake er tvunget ud af markedet som flaske importør

Indførelsen af returpant på alle ølflasker tvinger importøren Sharpe Intake i Hobro til at begrænse sit sortiment alvorligt. I fremtiden vil Sharpe Intake koncentrere sig om cask og fustage importør af øl. Nick Sharpe fortsætter dog med at importere Broadoak og Merrydown i flasker og dåser.

Beslutningen betyder af følgende mærker forsvinder på flaske: Old Speckled Hen, Abbot Ale, Strong Suffolk, Ruddles County,Ruddles Organic, Ruddles Wheat, Greene King IPA, Fullers London Pride, ESB, Summer Ale, Old Winter Ale, Organic Honeydew, 1845 Ale,London Porter, Golden Pride Barley Wine, Golden Champion, Badger Ale, Tanglefoot, Blandford Fly, Golden Glory, Samuel Smiths Old Pale Ale, Nut Brown Ale, Oatmeal Stout, Pure Brewed Lager, Organic Lager,Indian Ale,Winter Warmer, Organic Best Ale, Taddy Porter, Imperial Stout, Gales Horndean Special Bitter, Festival Mild, Prize Old Ale, Jubilee Ale, Dublin Brewing Co.'s 1798 Revolution, Maeves, O'Hanlon's Port Stout, Organic Rye, Wheat Beer, Yellowhammer, Ridleys ESX, Old Bob, Prospect, Witchfinder Stout, Rumpus Brown Ale, Spectacular Ale, Carlow Brewing Company's O'Hara Stout, Curim Wheat Beer, Molings Red Ale, Jennings Ale No.1, Sneck Lifter, Crag Rat, Cocker Hoop, Cumberland Ale, Bateman's Victory Ale, XXXB, Yella Belly, Ales of Kent's Defiance, Stiltman, Smugglers' Glory, Brainstorm og UK's strongest ale- Everything's Gone Blank!
Det vil sige, at Danmark mister over 60 faste produkter og op til 3500 andre der ellers er på ventelisten eller importeres efter direkte bestilling.


21. september 2002

Så kom øldåserne

Et par dage før den annoncerede premiere-dag, 23. september, var de første danske øldåser på markedet i Nordjylland.

Priserne var som ventet en del højere end ved flaskeøllene.

Foruden de danske bryggeriers mærker er Heineken og Pilsner Urquell også at finde blandt de nye dåser.

En oversigt over de dåser der er kommet, eller kommer, kan ses her


21. september 2002

Heineken køber i Costa Rica og Libanon

Heineken vil købe 25 procent af aktierne i to centralamerikanske bryggerier, Florida Bebidas SA i Costa Rica og Consorcio Cervecero Centroamericano SA i Nicaragua.
Den hollandske bryggerigigant har ligeledes meddelt, at den vil købe 69 procent af Almaza, Libanons eneste bryggeri. Aktierne skal lægges til de 10 procent Heineken har haft de sidste 42 år.
Alle tre bryggerier er markedsledende i deres respektive lande.


15. september 2002

Heineken vil købe Egyptens eneste bryggeri

Heineken har tilbudt 287 mio. dollar for Al Ahram Beveraages Compagny (ABC). ABC har 95 procent af det egyptiske marked og er landets eneste bryggeri, efter det i 1999 købte El Gouna Beverages Group.

ABC brygger 430.000 hk liter øl, heriblandt Carlsberg på licens.


12. september 2002

Festival i Århus

Tiden nærmer sig for Danske Ølentusiasters første forsøg på at holde en ølfestival i Jylland.

Festivalen afvikles i Ridehuset i Århus fra fredag d. 25. til søndag d. 27. oktober og der forventes at være omkring 400 forskellige øl at smage.

Foreningens seneste pressemeddelelse kan læses her


11. september 2002

T-BEER fra Tuborg

Den 23. september lancerer Tuborg et helt nyt produkt - T-BEER [tee-beer]
hedder det.

T-BEER - får en udstråling af cool aluminium og fræk stil. "Det er en øl, der er til høj musik, dans og festlige aftaler hjemme hos dig selv, i sommmerhuset, hos vennerne, i parken eller på kollegiet", skriver Tuborg.
T-BEER smager let og er meget forfriskende. Den er brygget af ca. 70 % pilsnermalt og ca. 30 % brygsirup, og den humle der bruges er af en speciel art, der gør T-BEER mindre bitter.

T-BEER kommer på dåse. Den er let drikkelig og forfriskende og har præcis samme alkoholstyrke som en Grøn Tuborg.


5. september 2002

Dårligt halvår for Interbrew

Netto resultatet faldt 18 procent i første halvår af 2002 for verdens tredje største bryggerigruppe Interbrew, Belgien.
Salget faldt en smule fra 3,48 milliarder Euro til 3,42 milliarder.
Forsinkelser i planerne om at integrere Becks og Interbrews distributionskanaler i Nordamerika og Mexico betød et fald på 13 procent på det marked.


5. september 2002

Fremgang for Grolsch

Netto indtjeningen steg 5,7 procent for den hollandske Royal Grolsch i første halvår af 2002.
I Holland lykkedes det for Grolsch at få en svagt stigende markedsandel i kraft af introduktionen af et nyt ølmærke - Zinniz.


29. august 2002

Rullende bryggeri

Tysklands første og eneste bryggeribil - et lille bryggeri på et lastbillad - blev forleden vist frem i Lengenfeld ved Waldershof.
Folk kan leje bilen og brygge deres eget øl til fester og lignende.
Det rullende bryggeri er lavet af tre tyskere og nærmere oplysninger kan ses på www.braumobil.de


29. august 2002

Foster's omsætter mere på vin end øl

Foster's, den australske drikkevaregruppe, har for første gang omsat mere i deres vin-division end i den 114 år gamle øl-division.
Vin-divisionen havde en omsætning, i året indtil juni, på 1,93 mio. australske $, hvilket svarer til 1,08 mio. Euro, og øl-divisionen kunne kun komme op på 1,74 mio. A$ ( 975 mio. Euro).
Foster's købte i 2000 den califoniske vinproducent Beringer og fusionerede den med sit eget vinselskab Mildara Blass til Beringer Blass.


18. august 2002

Refsvindinge Hvedeøl

Refsvindinge Bryggeri på Fyn er på vej på markedet med deres hvedeøl "Enkens Anden Lyst" på flasker. Efter sigende har der været et kasser i København, men uden etiket. Næste parti, med etiketter, skulle være ude medio august.


17. august 2002

Heineken bryder med Interbrew i England og ændre sit sortiment i landet

Når Heinekens kontrakt med det nu Interbrew ejede Whitbread Beer Company udløber i starten af 2003, overtager den hollandske ølgigant selv marketing, salg og distribution af deres øl i England.
I samme forbindelse ophører salget af Heineken Cold Filtered (3,4 % abv) og Heineken Export (5 % abv) i England. De bliver erstattet af den almindelige og verdenskendte premium Heineken beer (5 % abv).

Som konsekvens af Heinekens beslutning har Carlsberg-Tetley og Interbrew UK indgået en aftale om, at Interbrew nu kan distribuere Carlsberg øl til de mange pubber, hvor det belgiske bryggeri har aftale om at forsyne dem med en international anerkendt øl.
Samtidig har de to bryggerier aftalt, at licensproduktionen af den australske Castlemaine XXXX overføres fra Carlsberg-Tetley til Interbrew UK fra 4. januar 2003.


8. august 2002

Fremgang for Carlsberg

Carlsberg fortsætter med at øge indtjeningen, i første halvår af 2002 opnåede bryggerigiganten et overskud på 1806 mio. kr mod 1351 mio. kr. sidste år. I alt er der tale om en fremgang på 34 procent.

Samtidig har Carlsberg opnået en volumenfremgang på øl i forhold til sidste år på 22 procent, og Carlsberg mærket havde en fremgang på seks procent.

Fremgangen har været størst i England og Rusland.


7. august 2002

Heineken hos Bryggerigruppen

Når dåserne bliver indført i Danmark, vil Bryggerigruppen introducere Heinekens pilsnerøl på det danske marked. Hidtil er Heineken blevet solgt via en importør og i engangsflasker, men Bryggerigruppen vil selv tappe øllet på dåse i Danmark og sælge det til priser der matcher andre danske pilsnerøl.

Heineken er ikke tidligere blevet solgt på den måde, men gennem årene har flere udenlandske øl forsøgt sig på det danske marked for pilsnerøl, tappet på danske flasker. For eksempel Budweiser, Löwenbrau, Fosters og Holstein.

Dåser forventes nu at komme i almindelige handel i Danmark i løbet af efteråret.


6. august 2002

Øl med biprodukt

Carlsberg har lanceret deres nye øl i Semper Ardens serien. Denne gang er der tale om en Honning Ale.
I Honning Ale slår den jyske lynghonning igennem i både duft og smag.


4. august 2002

Kirin genskaber 4000 år gammel øl

Kirin Brewery, Japan, meddelte forleden, at det har genskabt en 4000 år gammel egyptisk øl ved at følge en opskrift, som var afbildet i gamle gravmalerier.
Øllen blev mørkebrun og havde en stærk, syrlig smag og et alkoholindhold på
omkring 10 procent, selv om der er en udbredt formodning om, at det gamle bryg kun holdt omkring tre procent alkohol. Alkoholstyrken i "moderne" øl ligger mellem 4,5 og 5,5 procent.
Bryggeriet oplyser videre, at opskriften er baseret på vægmalerier fra gravkamre opført i Egypten mellem 2650 og 2180 f. Kr.
Kirin oplyser videre, at det har planer om at genskabe en anden egyptisk øl til næste år.


2. august 2002

Carlsberg styrker positionen i Bulgarien

Carlsberg Breweries A/S har indgået aftale om at købe 67% af det bulgarske bryggeri Pirinsko Pivo. Aktierne sælges af en gruppe institutionelle og private investorer.

I slutningen af juni i år købte Carlsberg Breweries 59% af det bulgarske bryggeri Shumensko Pivo og købet blev godkendt af konkurrencemyndighederne den 25. juli 2002. Købet af aktiemajoriteten i Pirinsko Pivo er et naturligt led i Carlsberg Breweries' ønske om yderligere at styrke sin position i Bulgarien.

Pirinsko Pivo, som ligger i Blagoevgrad 100 km syd for hovedstaden Sofia, har inden for de senere par år oplevet en betydelig vækst og har i dag en markedsandel på 12% af et totalmarked på cirka 4,5 mio. hl øl. Det bulgarske per capita forbrug er 54 liter.


31. juli 2002

Gavnlig bivirkning ved øl

Øl er sundt, men det har også bivirkninger. Det mener en tjekkisk læge. En til to øl om dagen øger potensen hos mænd. Så er det nok ikke så galt med en bivirkning eller to.
På baggrund af kliniske tests konkluderer læge Pavel Zemek, at moderate mængder af øl forhindrer, at blodårerne snævrer sig sammen. Indsnævringen er én af årsagerne til impotens.


24. juli 2002

Danmark største eksportør til Tyskland

Eksporten af dåseøl fra Tyskland faldt i 2001 14,2 procent i forhold til 2000. Totalt blev der eksporteret 308 mio. liter øl i dåser.
Til gengæld blev der importeret 0,6 procent mere øl i dåser end året før. I alt blev der sendt 217 mio. liter til Tyskland.
Spanien er Tysklands største aftager med 69,4 mio. liter, efterfulgt af Frankrig med 42,8 mio. liter.
Danmark er suverænt den største eksportør til Tyskland, 104,2 mio. liter kom fra de danske bryggerier. Holland besatte andenpladsen med 64,7 mio. liter.


18. juli 2002

Warsteiner tilbage i Tyskland

Warsteiner Brauerei, Tyskland, har brygget 3,5 procent mindre øl i årets første halvår. Hovedmærket Warsteiner er gået tilbage med hele 4,5 procent.
Bryggeriet har til gengæld haft fremgang på eksportmarkederne. Der er salget steget 10,7 procent.


18. juli 2002

Ølfestival i Moskva

Den 21. juli åbner den årlige ølfestival i Moskva. Der er tale om en traditionel ølfestival, som i årevis er blevet arrangeret af ølbryggere, øldistributører og øldrikkere. Festivalen afvikles i sportskomplekset Luschniki.


5. juli 2002

Øl på rumstation

Beboerne på den internationale rumstation ISS får snart lov til at drikke øl ombord, dog alkoholfri øl. Øllet bliver tappet på specielle plastikflasker og sendes med næste transport til ISS, oplyser den russiske tv-station RTR.

Øllene er brygget på Moskvas Landbohøjskole.


2. juli 2002

Bryggerigruppen sælger Cains

Bryggerigruppen A/S har indgået aftale om at sælge gruppens engelske bryggeri Robert Cain & Co. Ltd til R C Brewery Ltd. og Stanhill Investments Ltd for ca. 39 mio. kr.
R C Brewery overtager bryggeriet, mens Stanhill overtager de faste ejendomme (pubberne).
Salget har været planlagt siden december 2001.


2. juli 2002

Overskud hos Svaneke Bryghus

Svaneke Bryghus med Restaurant »Bryghuset« på Svaneke Torv kom ud af det seneste regnskabsår med et overskud på 365.000 kr.

Bryggeriet blev for to år siden indrettet i en af byens gamle købmandsgårde, og fremstiller årligt ca. 120.000 liter øl.

Svaneke Bryghus begyndte for nylig at eksportere øl til resten af landet ved at tappe »Bornholmer Classic« og »Bornholmer Mørk Guld« på flasker.


28. juni 2002

Carlsberg køber i Bulgarien

Carlsberg Breweries A/S har indgået aftale med Ferroal Ltd. om at købe 59,4 procent af aktiekapitalen i det bulgarske bryggeri Shumensko.
Ferroal fortsætter som mindretalsaktionær. Købet er betinget af de lokale myndigheders godkendelse.

Shumensko, som ligger i byen Shumen tæt ved Sortehavet, er de seneste år vokset kraftigt og har i dag en markedsandel på ca. otte procent af et totalmarked på knap 4,5 mio. hektoliter øl. Det bulgarske pr. capita forbrug er 54 liter. Shumensko-mærket er et af de få traditionsrige bulgarske kvalitetsmærker og vil derfor også i fremtiden være et absolut hovedprodukt. Derudover forventer Carlsberg Breweries at introducere både Carlsberg og Tuborg øl på det bulgarske marked.


26. juni 2002

Ny ølorganisation i Østrig

"Kampagne for godt øl", på tysk "Kampagne für Gutes Bier", KGB, hedder en nystiftet organisation for ølvenner i Østrig.
Organisationen vil beskytte øl-forbrugernes rettigheder, fremme ølkultur i almindelighed, og støtte et bredt udvalg af førsteklasses øl.
Organisationen vil oprette hjemmesiden www.kgbier.at og holder i første omgang til ved stambordet i Siebensternbräu, Siebensterngasse 19 i Wien, Østrig.
Første møde er 11. juli 2002, kl. 19.


11. juni 2002

Øl hos slagteren

De spændende øl breder sig i de danske butikker, og senest er en række slagterforretninger begyndt at føre udenlandske øl.
Visse slagtere fører Birra Menabrea 66 cl, der er en italiensk øl fra Piemonte-regionen. Menebrea-øllen har tre gange vundet titlen ?Verdens bedste øl? i kategorien lys lager ved verdensmesterskaberne i Chicago, USA.
Andre slagterforretninger fører blå Chimay, Erdinger Weissbier og Pilsner Urquell.


7. juni 2002

Heineken går ind i Karlsberg

Gennem sin investering i tyske Schörghuber-Gruppe opnår hollandske Heineken nu 45 procent kontrol over tyske Karlsberg (ikke at forveksle med danske Carlsberg).
De resterende 55 procent af aktierne i Karlberg forbliver i familien Webers besiddelse. Familien grundlagde bryggeriet i 1878.
Karlsberg gruppen omsatte i 2001 for cirka 582 millioner euro.


30. maj 2002

BBH bygger nyt bryggeri i Østsibirien, Rusland

Ruslands største bryggeri Baltika, som er et datterselskab af Baltic Beverages Holding AB (BBH), vil bygge et nyt bryggeri i Habarovsk i det østlige Sibirien. Habarovsk-regionen har omkring 10 millioner indbyggere.

Det nye bryggeri får en kapacitet på 1 mio. hl, og ifølge planen vil det være klar til at brygge øl i sommeren 2003. Det forventes byggeriet vil koste godt DKK 400 mio.

Det nye bryggeri vil yderligere forstærke BBHs markedsposition i Østrusland. Samtidig bliver der tale om lavere omkostninger til distribution af Baltika øl, som er Ruslands største ølmærke. I dag brygges Baltika øl på bryggerier i det vestlige og sydlige Rusland.


30. maj 2002

SAB køber Miller

Bestyrelsens for den sydafrikanske bryggerigruppe SAB har accepteret at betale omkring fem mia. $, (44,5 mia. kr.) for amerikas næststørste bryggerigruppe Miller. Købet vil gøre SAB til verdens næststørste bryggerigruppe.
Det amerikanske tobaksfirma Philip Morris, som ejer Miller, får omkring 35 procent af aktierne i det nye selskab SABMiller.
Miller har omkring 21 procent af de amerikanske marked.


30. maj 2002

Fullers overskud faldt

Problemer i barene Broadwalk og Katabatic, der opererer i Londons midnatsmarked, har givet den britiske bryggerigruppe Fuller, Smith & Turner en mindre fald i overskuddet.
Gruppen har nu solgt barene.
Bryggeriets ølsalg i Storbritanien steg tre procent i 2001, det er to procent bedre end markedet som helhed.


29. maj 2002

Foto af Royal Export ClassicNibe fejrer købstadsjubilæum

I anledning af Nibes 275 års købstads jubilæum er der lavet en aftale med Thisted Bryghus om at levere en Nibe Bryg.

Indholdet af Nibe Bryg adskiller sig ikke fra Thy Pilsner.


23. maj 2002

Ny Beck's Gold

Fra juni 2002 udsender det tyske bryggeri Beck's en ny Beck's Gold. Det er en moderne premium-beer som siges at smage frisk, være prikkende og mild.
Beck's Gold er brygget efter det tyske Reinheitsgebots regler.


23. maj 2002

Carlsberg Breweries køber aktiemajoritet i Panonska, Kroatien

Carlsberg Breweries A/S øger sin andel af Panonska bryggeriet i Kroatien til 80 procent ved at købe Podravka Food Industries' ejerandel på 40 procent. Købsprisen er ca. 90 mio. kr.
Med købet ønsker Carlsberg Breweries at sikre sig større indflydelse på bryggeriets fremtidige udvikling.
Carlsbergs historie i det nuværende Kroatien og samarbejdet med Podravka går tilbage til 1971, hvor der blev indgået aftale om brygning og salg af Tuborg. I 1995 købte Carlsberg 40 procent af aktiekapitalen i Panonska.
For at udvide kapaciteten blev der i 1997 investeret godt 400 mio. kr. i et moderne og effektivt bryggeri.


19. maj 2002

Brun und Brunnen tilfreds trods tab

Trods et tab på 31,6 mio. Euro ser Tysklands tredjestørste bryggerikoncern Brau und Brunnen lyst på fremtiden. Tabet er mindre end sidste år og koncernen er på rette kurs.
Brau und Brunnen har fyret en del medarbejdere og oplevet et fald i omsætningen, samtidig forventes der et samlet på for 2002, men derefter skulle der atter komme sorte tal på bundlinien.


19. maj 2002

Nyt navn til Binding

Tysklands næststørste bryggerigruppe Binding skifter navn. Samtidig med en fuldstændig overtagelse af Mainzer Aktien-Bierbrauerei tager koncernen navn efter dens største ølmærke og bliver til Radeberger Gruppe AG.


13. maj 2002

Nye øl fra øst og vest

Danmarks østligste og vestligste bryggerier har sendt nye øl på markedet. Svaneke Bryghus har tappet deres Classic og Mørk Guld på 33 og 75 cl flasker og sendt dem på markedet i sidste uge. Begge øl har tidligere været at få på fad på bryggeriet.

Bryggeriet har købt egen tappelinie og tapper derfor selv de nye flaskeøl.

Thisted Bryghus har sendt Økologisk Classic på markedet. Den er en økologisk opfølger på bryggeriets store succes øl, Classic.


8. maj 2002

Carlsberg - bedre end ventet

Carlsberg Gruppen fremlagde i dag et regnskab for årets første kvartal der var bedre end markedet ventede.
Resultatet af den primære drift steg 205 procent fra 144 til 439 mio. kr. Samtidig havde gruppen en volumenfremgang på øl i forhold til sidste år på 21 procent til 16 mio. hl.
Fremgangen er især på Vest- og østeuropa, mens dele af Asien har vist tilbagegang.


8. maj 2002

BBH bygger nyt i Ukraine

Baltic Brewerages Holding, der ejes af Carlsberg Breweries og finske Hartwall, vil investere cirka 400 mio. kr. i et nyt bryggeri i Kiev, Ukraine. Bryggeriet får en kapacitet på 1,2 mio. hl. øl per år.
BBH har en markedsandel på 20 procent i Ukraine og ejer to andre bryggerier i landet.


3. maj 2002

Ambev køber 36 procent af Quilmes

Den brasilianske bryggerikoncern Ambev har offentliggjort, at den vil købe 36 procent af de bestemmende aktier i Quilmes, Argentinas største bryggeri.
Købet ser ud til at være uheldigt for Heineken, der ejer 15 procent af Quilmes og konkurrerer med Ambev på flere markeder i Sydamerika.


24. april 2002

Ølmix produkter vinder frem

Tyskerne har netop fejret øllets dag, i anledning af 486 års dagen for Reinheitsgebot. I glædens stund har tyskerne kunnet ærgre sig over nedgangen i ølforbruget i landet, men også kunnet glæde sig over, at interessen for øl hos de unge øges i kraft af øl-mix produkterne.
Bier-mix, Radler eller Alster, kært barn mange navne, hvilket vil sige øl blandet med sodavand eller frugt, har opnået en markedsandel på cirka to procent. Og tyske eksperter spår, at andelen vil vokse til fire til fem procent i løbet af de næste par år.


24. april 2002

Lettere adgang øger salget

Normændenes restriktive salg af øl har betydning for mængden af solgt øl. Det viser nye tal fra den norske by Molde, hvor antallet af udsalgssteder i 2001 blev øget fra to til 21.
Ølsalget steg med 242.000 liter eller 45 procent.


24. april 2002

Foto af Royal Export ClassicAll Malt til Export Classic

Ceres Bryggerierne har valgt at ændre navnet på deres smagsmæssige succesprodukt Royal All Malt. Produktet hedder fremover Royal Export Classic. Baggrunden for navnenædringen er, at All Malt ikke appellerer bredt nok, hvorimod Classic-segmentet stadig viser fremgang. Ceres mener selv, at øllen hører hjemme i classic-segmentet, så nu er den på sin rette plads.


22. april 2002

Tyske bryggerier i forbund

Fire mellemstore tyske bryggerier fra forskellige regioner har dannet en kooperation, Vertrieb Mittelständischer Brauereiprodukte, VMB.
Under dækmærket ?Pull & Fun? vil bryggerierne markedsføre udvalgte specialiteter.
De fire er Alsfelder Brauerei (Alsfeld), Herrenbräu (Ingolstadt), Privatbrauerei Bärenbräu (Herborn) og Privatbrauerei Herke (Peine).


22. april 2002

Photo of Tuborg Classic plastKrudtugle i nye klær

Så fik Krudtugle Pilsner også stregkode som dekoration på etiketten.


18. april 2002

Nyt retursystem er en teknisk handelshindring

Det nye retursystem som indføres i Danmark 1. juni vurderes af Konkurrencestyrelsen og flere andre eksperter til at være i strid med EU-lovgivningen.

Retursystemet favoriserer Carlsberg og de øvrige store bryggerier i Danmark. Tilgengæld virker systemet som en teknisk handelshindring for udenlandske bryggerier.

Miljøstyrelsen, der står bag de nye regler, er dog ikke enig i beskyldningerne.

Læs Danske Ølentusiasters pressemeddelelse


18. april 2002

Charlies hædret

Charlies Bar er blevet tildelt "Cask Marque", en hæder som tildeles pubber der har særdeles god kvalitet i øl- og øl-behandling.
Oprindeligt er "Cask Marque" et engelsk koncept, og Charlies er kun den fjerde pub udenfor England der får denne fornemme anerkendelse.
Den tidligere formand for Danske Ølentusiaster, Søren Houmøller, indledte ceremonien, derefter fortalte præsidenten for Cask Maque organisationen om den anerkendelse det er for en pub at være med i denne eksklusive klub. Til slut overrakte tidligere fødevareminister Ritt Bjerregaard diplomet til Charlies.


Photo of Tuborg Classic plast9. april 2002

Stregkode som dekoration

Butikkernes stregkode har aldrig rigtig pyntet på øletiketerne, men nu har Bryggeriet Vestfyen prøvet at gøre noget ved problemet. De har ændret udseenet på Krudtugle Classic til Aldi, stregkoden indgår nu som dekoration på etiketten. Hvorvidt resultatet er vellykket må bero på en individuel bedømmelse.


9. april 2002

Czechvar slår forventningerne i USA

Det tjekkiske bryggeri Budejovicky Budvars øl Czechvar slår alle forventninger i USA, øllen har solgt mere end 187.000 gallons i USA i 2001 og omkring 10.000 gallons i Canada. Forventningerne var omkring 66.000 gallons.
Budejovicky Budvar har nu planer om at udvide distributionen i USA fra 15 til 20 stater.


5. april 2002

SAB vil købe Miller

South African Breweries siges at have indledt forhandlinger om at overtage Miller Brewing fra amerikanske Philip Morris for omkring 3,5 mia. pund.
Hvis handlen går i orden bliver bryggeriet verdens næststørste efter Anheuser Busch.


1. april 2002

Interbrew vil købe i Kina

Interbrew, verdens næststørste bryggeri, har planer om at købe 25 procent af aktierne i Zhu Jiang bryggeriet i Guangdong provinsen i Kina.
Bryggeriet har bl.a. mærkerne Zhu Jiang og Supra, og har cirka 50 procent af ølmarkedet i Guangdong provinsen.


30. marts 2002

Engelsk munke øl

Munkene ved Chester-katedralen i det nordlige England har taget en gammel tradition op igen. De laver øl: Chester Pilgrim Ale. Og englænderne har allerede taget den fem procent stærke munkeøl til sig, skriver Kristeligt Dagblad.
Munkene er dog ikke alene om at lave klosterøllen. Hele forretningen er udliciteret til J.W. Lees Brewery i Manchester.


Photo of Tuborg Classic plast24. marts 2002

Tuborg Classic Hvede

2. april sender Carlsberg en Tuborg Classic Hvede øl på det danske marked. I modsætning til Carlsberg Hvede så kommer den nye hvedeøl både på flaske og fad.
Der er tale om en klassisk hvedeøl, overgæret og ufiltereret.
Der er mulighed for at møde brygmester Michael Knoth, som er manden bag øllen, torsdag den 11. april på Cafe Selina, Skindergade 43, København. Mere info på www.cafeselina.dk


24. marts 2002

Ysta genopstået

Skånes eneste minibryggeri Ysta Bryggeri i Ystad, Sverige, er genopstået efter få måneders konkursperiode.
To søskende til den gamle bryggerfamilie Persson, har, med hjælp fra et par investorer, overtaget bryggeriet.
Derfor er det atter muligt at få Ysta Färsköl den tilhørende restaurant - og på Systembolaget.
Ysta Färsköl fås i en lys og en mørk udgave og er hverken filteret eller pastoriseret.


20. marts 2002

Fremgang på grund af opkøb

Bryggerigruppens resultat for 2001 viser et fald i overskuddet, trods en 20 procent stigning i omsætningen. Men omsætningen ville have udvist et negativt resultat, hvis ikke Bryggerigruppen havde købt Albani i Danmark og Kalnapilis i Litauen.
Gruppens bryggeri Cains i England har udvist et utilfredsstillende resultat, gruppen har derfor afsat 38,6 mio. kr. til omkostninger i forbindelse med en afhændelse af bryggeriet.


10. marts 2002

Skandinavisk samarbejde

Bryggerigruppen A/S, Danmark, Borg Bryggerier Holding A/S, Norge, og Spendrup Invest AB, Sverige, (som ejer Spendrups Bryggeri AB) er i forhandlinger, der kan føre til etablering af en skandinavisk alliance indenfor øl og læskedrikke. Som led i etableringen af alliancen ønsker parterne at overtage aktierne i Hansa Borg Bryggerier ASA ("Hansa Borg"), Norge, hvor Borg Bryggerier Holding i forvejen ejer 35% af aktiekapitalen. Hansa Borg vil i så fald blive opkøbt gennem et holdingselskab, hvor Bryggerigruppen forventes at eje 25%, Borg Bryggerier Holding A/S forventes at eje 60% og Spendrup Invest AB forventes at eje 15%.


2. marts 2002

Photo of Tuborg Classic plastClassic fra Thor

Thor Bryggerierne i Randers udsender nu en Classic øl.
Bryggeriets indtog i classic-segmentet sker som led i festlighederne i anledning af Randers 750 års købstadsjubilæum.


1. marts 2002

Heineken og Carlsberg beskyldes for at dele markeder

EU-kommissionen vurderer efter en række undersøgelser, at Carlsberg og
Heineken i perioden 1993-1996 havde en aftale om at begrænse konkurrencen på deres respektive hjemmemarkeder.
Carlsbergs ledelse indrømmer, at der har været forretningsmæssige drøftelser mellem de to bryggeriers daværende administrerende direktører, men hverken Carlsberg eller Heineken kan tilslutte sig kommissionens vurdering af drøftelsernes betydning.
Bryggerierne får nu lejlighed til at forsvare sig, inden EU-kommissionen foretager sig yderligere.


25. februar 2002

Nordmændene køber mere og mere øl i dåser

Sidste år steg salget af øl på dåser med seks millioner liter, og i dag sælges hver tredje øl i Norge på dåse.
Returprocenten af dåserne er 90, oplyser Bryggeri- og mineralvannforeningen i Norge.


25. februar 2002

Carlsberg Asia skal ikke give indløsningstilbud i Malaysia

Fondsbørsmyndighederne i Malaysia har godkendt, at Carlsberg Asia Holdings Pte. Ltd. ikke skal give indløsningstilbud til de øvrige aktionærer i Carlsberg Brewery Malaysia Berhad.

Carlsberg Asia er nu etableret, og Carlsberg vil derfor konsolidere Carlsberg Asia pro rata (50%) fra 1. januar 2002.


24. februar 2002

Tordenkalvens Øllaug

23 ølglade mennesker i Vesthimmerland har stiftet Tordenkalvens Øllaug i Aars, Nordjylland.

Hensigten med øllauget er at øge kendskabet og interessen for god øl i Vesthimmerland. Øllauget vil afvikle smagninger, foredrag, bryggeribesøg og muligvis også ølbrygning.

Tordenkalvens Øllaug kan kontaktes via følgende mail-adresse torsten@jo-hansen.dk


24. februar 2002

Ølfestival Århus

I Århus holder Danske Ølentusiaster til oktober den første ølfestival i provinsen. Festivalen kommer til at foregå i Ridehuset i Århus midtby, men for at arrangementet kan blive en succes, så har Danske Ølentusiaster brug for en masse hjælp.

Første planlægningsmøde holdes i løbet af februar. Hvis man har lyst til at hjælpe kan man kontakte regionsansvarlig, Klaus Seiersen, kls@ifa.au.dk, tlf. 86 13 25 85


20. februar 2002

Carlsberg øger og formindsker

Carlsberg-Tetley vil søsætte en 28 mio. £ stor kampagne for Carlsberg og Carlsberg Export i Storbritannien. Det sker ved fortsat at støtte det engelske fodbold landshold og gennem reklamer, hvor bl.a. danske Helena Christensen deltager.
Samtidig har Carlsberg afsløret planer om at reducere tappetiden på en pint lager-øl til 14 sekunder. Direktør Colin Povey forklarer, at forbedringen af teknologien vil skære adskillige sekunder af tappetiden.


20. februar 2002

Bitburger køber sig ind i Wernesgrüner

Tyske Bitburger Gruppe har købt 48,97 procent af aktierne i ligeledes tyske Wernesgrüner Brauerei AG, Steinberg.
Wernesgrüner Pils er det tredjestørste mærke i det tidligere Østtyskland.
Wernesgrüner hører til verdens ældste bryggerier og kan fører sin historie tilbage til 1436. I 2001 producerede bryggeriet cirka 800.000 hektoliter øl.


16. februar 2002

S&N køber Hartwall

Storbritanniens største bryggeri Scottish & Newcastle køber finske Hartwall, og får dermed og 50 procent ejerskab af Baltic Beverage Holding, BBH, der er markedsledende i Rusland.
S&N ønsker at skabe sig en ledende stilling i hele Europa.
Hartwalls ejere får 3,152 S&N aktier for hver Hartwall aktie.


16. februar 2002

Carlsberg fik stort overskud

Carlsberg kom godt ud af 2001. Overskuddet blev større end forventet, men der var også negative sider.
Resultatet af primær drift udgør 3.359 mio. kr.
BBH, Schweiz, Italien, Finland, Norge og Portugal viste pæne resultater, mens der er problemer i Sverige og Tyskland.


10. februar 2002

Stigende interesse for god øl

Interessen for at smage spændende øl i Danmark er stødt stigende. Danske Ølentusiaster får hver eneste dag nye medlemmer, og nye ølklubber og afdelinger skyder op.

Mandag d. 18. februar stiftes Sydvestjysk region indenfor Danske Ølentusiaster. Opstartsmødes holdes kl. 20.00 på "Dronning Louise", Torvet i Esbjerg.

Og tirsdag d. 19. februar stiftes en øl-laug i Vesthimmerland. Stiftelsen foregår i Messecenter Aars, 9600 Aars, kl. 19.00.

På mødet i Esbjerg vil initiativgruppen orientere om, hvad de har aftalt med hovedbestyrelsen og om samarbejdet med "Dronning Louise".

På mødet skal deltagerne finde ud af, hvad de kan tænke sig fremover m.h.t. møder, arrangementer, ture, besøg osv.

Der skal der nedsættes en aktivitetsgruppe/arbejdsgruppe, - evt. flere.

Der vil selvfølgelig også blive mulighed for at smage et par gode øl, som Dronning Louises indehaver, Grethe Johnsen, vil fremskaffe.

De i forvejen 87 medlemmer af Danske Ølentusiaster i området er meget velkomne til at medbringe en ølinteresseret bekendt, som (endnu) ikke er medlem af entusiasterne.

Af hensyn til den praktiske afvikling af mødet, beder gruppen om en tilmelding til Ole Spangsberg, Spangsbjerghaven 100, 6700 Esbjerg, Tlf. 75 45 15 26, mail: spangsberg@esenet.dk senest mandag den 11. februar.

Øl-lauget i Vesthimmerland stiftes af tre ølinteresserede fra Aars, Farsø og Løgstør.

Nærmere oplysninger kan fås på torsten.hansen@ale.dk


5. februar 2002

Foto af Tuborg Classic plastAktionærerne ønsker ikke udbytte

Thisted Bryghus har lavet en Aargangsbryg i anledning af bryggeriets 100 års jubilæum. Den nye øl, der er langtidslagret og holder 4,6 procent bliver kun lavet i en begrænset mængde og solgt i tre begrænsede perioder - nu, fra 15. april og fra 12. august. Ideen med øllen er at lave en øl der smager som i gamle dage.

Bryggeriets generalforsamling viste i øvrigt, at den daglige drift har givet et mindre underskud på 300.000 kr. Takket være værdipapirbeholdningen blev det samlede resultat et plus på 679.829 kr.

Resultatet betød, at generalforsamlingen nedstemte bestyrelsens ønske om 14 procents udbytte for 2001. Aktionærerne ønskede i stedet, at der ikke blev udbetalt udbytte!

Det er vist ikke det man i København kalder shareholders value, men i stedet loyalitet overfor selskabet.


2. februar 2002

Abbey Ale fra Carlsberg som Årets Ølnyhed 2001

Med over 44 procent af de afgivne stemmer har medlemmerne af Danske Ølentusiaster valg Abbey Ale fra Carlsberg til at være den bedste nye øl på det danske marked i 2001. Denne øl er bemærkelsesværdig, ikke fordi den kun sælges på store (70 cl) flasker, men fordi den bryder 130 års tradition for undergæret øl hos Carlsberg.

På andenpladsen med 24 procent kom Carlsberg Hvede, som også er overgæret; men som kun er tilgængelig fra fad på værtshuse.


31. januar 2002

Nye ejere på Færøerne

Et af de ældste bryggerier i Norden, det lille Restorffs Bryggeri i Thorshavn på Færøerne, skiftede ejere lige før nytår. Bryggeriet der er fra 1849 har ca. 20% af det færøske marked. De nye ejere, to lokale forretningsmænd, planlægger at få markedsandelen op på 40% indenfor ét år. I den forbindelse kom en ny pilsner der er udviklet i samarbejde med Carlsberg på markedet i sidste uge.


28. januar 2002

BBH køber deres 18. bryggeri

Baltic Beverages Holding (BBH) har indgået aftale om at købe 70 procent af Voronezh Brewery, der ligger i de sydlige Rusland, cirka 500 kilometer syd for Moskva.

Hvis købet bliver godkendt af de russiske myndigheder, opnår BBH cirka 32 procent af det russiske ølmarked, og får sit 18. bryggeri.
Voronezh Brewery har en kapacitet på 73 mio. liter øl om året og er det ledende bryggeri i regionen.


24. januar 2002

Hønsemøg i øl

Humle, malt og hønsemøg - denne "recept" truer den berømte trappist-øl fra det berømte belgiske Ardennerby Rochefort. Munkene vægre sig derfor mod udbygningen af en nærliggende hønsefarm. Med den tiltagende mængde fjerkræ bliver deres frygt, bliver mængden af fuglemøg væsentligt forøget - og gødningen kan dermed forandre smagen på byens grundvand.
Bryggerne har ifølge belgiske mediehistorier sat sig i spidsen for en protest, der omfatter 107 klager over udvidelsen af hønsefarmen.
Borgmesteren fra byen Marche-en-Famenne har nu bestilt en rapport fra Universitet Lüttich.
Videnskabsmændene skal afklare, hvor mange høns øllen kan tåle.


24. januar 2002

S&N køber 40 procent af indisk bryggeri

Engelske Scottish & Newcastle har netop afsluttet en aftale om at investere i bryggeridelen af Indiens største bryggeri United Breweries, der producerer Kingfisher Lager.
Aftalen omfatter oprettelsen af en ny indisk bryggerigruppe, som bliver ejet 40 procent af S&N, 40 af United Breweries og 20 procent af ledelsen.
UB har 37 procent af det indiske ølmarked, og S&N håber med investeringen at kunne lancerer nogle af deres andre mærker i Indien.


21. januar 2002

Carlsberg Asia øger ejerandel i Hite

Carlsberg Asia køber 8,4 procent af aktiekapitalen i Hite Brewery Co. for ca. USD 68 mio. (ca. DKK 567 mio.). Købet styrker både Carlsberg Asias position som en af Asiens største bryggerigrupper og samarbejdet med Park familien. Park familien har kontrolleret selskabet siden det blev etableret i 1933.
Samlet kontrolleres nu godt 25 procent af Hites aktiekapital.

Hite er i dag Sydkoreas største bryggeri med en markedsandel på 54 procent.


19. januar 2002

Mere alkoholfri øl og flere dåser

Krombacher Brauerei, Tyskland, har i 2001 oplevet en vækst på 30 procent i salget af alkoholfri øl. Samtidig er salget også gået frem indenfor dåsesegmentet. Her har Krombacher solgt 20 procent mere. Dermed sælger bryggeriet fire procent af sit øl på dåser.


14. januar 2002

Dåser i danske butikker

Danmark har ophævet forbuddet mod øl og sodavand i dåser fra 23. januar. Dåserne vil dog ikke kunne købes i butikkerne med det samme. Butikkerne er enige om, først at etablere et retursystem, som sandsynligt først kan være klar omkring 1. juni.


9. januar 2002

Asahi introducerer Super Dry i Thailand

Gennem et partnerskab med Khonkaen Brewery, Thailand, introducerer Japans største ølbrygger, Asahi Breweries, deres bedst sælgende produkt, Super Dry, på det thailandske marked.

De to bryggerier danner et joint venture salgsselskab, hvor Asahi får 49 procent af aktierne. Partnerskabet gør Asahi i stand til at producere øl lokalt i et ASEAN land for første gang. Asahi forventer, at der er et meget stort vækst potentiale i ASEAN området.


8. januar 2002

Foto af Carls Special plastFoto af Tuborg Classic plastKlassikere i plast

Carlsbergs to populære classic øl, Carls Special og Tuborg Classic, er begge lanceret i Carlsbergs særlige 38 cl. plakflaske efter nytåret.


5. januar 2002

Kirin er tæt på at overtage 15 procent af San Miquels aktier

Efter at være blevet forsikret om, at handlen ikke vil skade Phillippinernes bestemmende position over landets største bryggeri San Miguel, er regeringen tæt på at afslutte godkendelsen af den japanske bryggerikoncern Kirin Brewerys køb af 15 procent San Miguel aktier.


4. januar 2002

Alfred Henry Heineken er død

Bare fire måneder før Alfred Henry Heineken havde planlagt at træde tilbage fra chefstolen hos Heineken er han død, 78 år gammel.

Alfred Henry Heineken ejede mere end 50 procent af Heineken Holding. Han begyndte i selskabet i 1942, som 18-årig.

Han designede den berømte grønne flaske, logoet med den røde stjerne og det sorte banner som bærer Heineken navnet.


Foto af Harboe Letvægter4. januar 2002

Letvægter fra Harboe

Harboe Bryggeri har sendt en Letvægter på markedet i årets første uge. Øllen der er skattefri og holder 2,7 procent vol. indgår i en serie fødevarer til forretningskæden Netto. Alle seriens produkter bærer navnet Letvægter.

Øllen er kalorielet, brygget på malt og humle, og tilsat sødestof E 950.