LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Nyheder LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Samling LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Leksikon om øl LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Etiket-forklaring LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Samlerøl-prisliste LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Øllink LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Bryggerihistorie LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Faq LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Forsiden LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Mail LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Ølsmagning LoveOl_mini.gif (1020 bytes)


September 2002
Tilbage til nyheder

 

Danske Ølentusiaster holder ølfestival


Årets mest velsmagende oplevelse:
Danske Ølentusiaster afholder ølfestival
i Århus 25.-27. oktober


I foråret afholdt Danske Ølentusiaster ølfestival i København, og interessen var så overvældende, at foreningen 25.-27. oktober giver et da capo, så også elskere af godt øl i Århus og Vestdanmark får mulighed for at opleve cirka 300 forskellige øl fra såvel danske som udenlandske bryggerier.

Sted: Ridehuset i Århus

Fredag d. 25. oktober kl. 16-23
Lørdag d. 26. oktober kl. 16-23
Søndag d. 27. oktober kl. 12-18

Formålet med festivalen er at vise spændvidden i øl-verdenen og samtidig mane den gamle myte, om at øl er øl, til jorden.
Der findes omkring 50 forskellige typer øl, og på festivalen vil langt størstedelen være repræsenteret. Det betyder, at både den kræsne ølnyder og den almindelige nysgerrige får rig lejlighed til at få sin lækkertørst stillet, fordi der vil være alt - lige fra spændende danske bryg til sjældne udenlandske øl, som mange vil sværge på ikke smager som almindelig øl – og det passer.
Men oplev det selv. Øllets verden er nemlig mangfoldigt.
– For de fleste danskere er øl synonymt med den velkendte pilsner, men pilsneren er kun en af mange forskellige øltyper. På festivalen vil gæsterne få mulighed for smage nogle af de mange andre øltyper, fx. belgiske Trappistøl brygget af munke på belgiske klostre, ales kendt fra de britiske pubber, dessertfrugtøl, chokoladeøl, øl lagret på egefade, øl brygget på rug. For ikke at tale om øllets pendant til Champagne, den uhyre komplekse spontangærede øl, Gueuze. Men vi tør også love, at de danske bryggerier vil diske op med nye lækkerier til festivalen, siger festivalens pressechef Mogens Jepsen.

MANGFOLDIGHEDEN BLOMSTRER I DANMARK
Ølfestivaler har gennem mange år været værdsat i veludviklede øl-lande som Belgien, Holland, USA, England og Tyskland - blandt andet fordi der er blevet brygget så mange forskellige slags øl i de lande. Heldigvis er den mangfoldighed ved at indhente Danmark. For eksempel blev den herlige øltype – hvedeøllet – slet ikke brygget i Danmark for bare et år siden. Men så tog ølguden ved de danske bryggerier, og nu kan man nyde en god håndfuld forskellige danske hvedeøl.
Jo, der sker noget med udbudet af øl i Danmark i disse år.
Igennem de seneste årtier er det ene danske bryggeri efter det andet ellers blevet lukket, men nu skyder det pludselig op med små bryggerier – de såkaldte pub- eller mikrobryggerier. På Østfyn genåbner sågar et ellers lukket bryggeri med det velsmagende formål at brygge special-øl.
På samme måde er antallet af pubber med specialøl vokset eksplosivt inden for de seneste tre år. Og tiden, hvor en café kun havde noget halvkedeligt fadøl at byde på, er forlængst historie. Nu har enhver café med lidt respekt for sig selv – og sine gæster – en række forskellige typer øl. Både udenlandske og danske.
Samme tendens ses i supermarkeder, hos vinhandlere, i den lokale kiosk, ja endda på tankstationen.
Men med mangfoldigheden følger også vanskeligheden med at vælge. Og her kommer ølfestivalen ind i billedet.
Ølfestivalen i Århus er en enestående mulighed for at lære øllets verden at kende – og forhåbentligt også få smag for den.

Yderligere oplysninger hos Mogens Jepsen 2887 7812.

Baggrundsinformation om Danske Ølentusiaster:

Danske Ølentusiaster er Danmarks landsdækkende ølforbruger-, ølbrygger- og ølinteresseorganisation. I Danske Ølentusiaster elsker vi godt øl, og foreningens formål er at få bedre øl i Danmark. Foreningen har ca. 3800 medlemmer.
Vi arbejder for et bredt, varieret og mangfoldigt udbud af bryggerier og øltyper. Ligesom vi oplyser og skaber debat om øl, stimulerer håndbrygning, udbreder kendskabet til traditionel dansk bryggekunst og sikrer øl en respektfuld behandling. Foreningen er økonomisk og politisk uafhængige af danske bryggerier og andre kommercielle interesser. Vi repræsenterer Danmarks ølforbrugere via vort medlemskab af EBCU, European Beer Consumers Union.