En ferietur til Belgien er en stor oplevelse for en ølentusiast. Hvert supermarked eller drikkevarebutik man besøger har nye ølmærker, som man har lyst til at købe og smage. Men da bilens bagageplads er begrænset, og den øvrige familie også gerne vil have lidt med hjem fra ferien, så må man træffe ubehagelige valg, og kun tage nogle af de mange spændende øl ned i indkøbskurven. Trods det store og spændende udbud, så kan man godt pludselig blive besat af tanken om en bestemt øl, man vil have med hjem. Og sådan gik det også for mig. På campingpladsen opdagede jeg en A4 sides reklame for en øl, naturligvis skrevet på belgisk, så det var lidt vanskeligt at forstå. Men det stod hurtigt klart for mig, at "Gageleer" "Belgisch streekbier", det havde jeg aldrig hørt om, og noget sagde mig, at der var tale om noget helt specielt. Etikettens illustration, som var afbilledet på reklamen, ledte mine tanker hen på krydderurten porse. Men selv om det også var skrevet på latin, så var det ikke muligt for mig at genkalde lærerens visdomsord fra 7. klasses lille latinprøve.
Reklamen havde mærkeligt nok ingen firmanavn, adresse eller telefonnummer, så jeg var noget forvirret. Derfor spurgte jeg i campingpladsens information. Den venlige mand forklarede mig, at der nær campingpladsen voksede Gagel, som i en fjern fortid var blevet brugt til ølbrygning. Nu var jeg 99 procent sikker på at der var tale om porse. Lokale naturinteresserede indsamlede urten og på det lokale naturhistoriske museum fik de brygget den særlige øl. Nu var jeg fyr og flamme, en mere lokal øl kunne jeg næsten ikke forestille mig at finde i Belgien, og jeg forestillede mig heller ikke, at ret mange kendte til øllen. Næste dag skyndte jeg mig at finde det Naturhistoriske museum - kun for at opdage af, at det var lukket den dag. Og næste dag var vores hjemrejse dag. Næste dag skyndte jeg mig at finde det Naturhistoriske museum - kun for at opdage af, at det var lukket den dag. Og næste dag var vores hjemrejse dag. Nu måtte overtalelses evnerne i brug over for konen.
Jeg var nødt til at udsætte vores afrejse mindst en time, fordi museet åbnede først klokken 10. Heldigvis var hun forstående. Nu var der kun at håbe på, at der ikke stod endnu en seddel på døren med LUKKET. Lykken var med mig, museet var åbent, da vi kom. Jeg fandt snart en dame som bekræftede for mig, at museet da rigtig nok havde noget at gøre med den specielle øl. Men, det var en lokal skolelærer der bryggede den, og de solgte den ikke fra museet. Hun tilbød at ringe til læreren for at høre om jeg måtte komme forbi og købe øl af ham. Jeg var noget nede i kælderen, fordi det betød yderligere forsinkelse af hjemturen, og muligvis helt forgæves. Læreren boede 12 kilometer fra museet, fik jeg at vide. Opringningen viste, at han var hjemme, og den venlige dame fik sig en hyggelig snak, kunne jeg høre, selv om det foregik på belgisk. Pludselig spurgte hun: "Hvor mange liter vil du købe". Liter, tænkte jeg. Bilen var fuld af bagage, og jeg havde kun tænkt mig en flaske eller to. Lidt befippet svarede jeg, en liter. Så fortsatte den belgiske hyggesnak i telefonen. Men heldigvis kun i kort tid. Hun lagde på og fortalte, at hun var blevet enig med skolelæreren. Når det kun var en liter, så vil de gerne bryde deres princip, og sælge mig en af de flasker de faktisk havde på museet. Det er let at forestille sig, hvor meget mit humør steg. Kort efter stod jeg på gaden med en 75 cl. flaske af Gageleer Bier. Den blev forsigtigt pakket ned mellem den øvrige bagage, og så gik turen hjem til Danmark. Hjemme i Danmark har jeg fået bekræftet min fornemmelse, det er en porse øl jeg har fået med hjem. Den har stadig korkproppen på, fordi den skal drikkes ved en speciel lejlighed, som endnu ikke er kommet. Så hvordan den smager, det ved jeg endnu ikke.