Nyheder Samling Leksikon om øl Etiket-forklaring Samlerøl-prisliste Øllink Bryggerihistorie Faq Forsiden Mail Ølsmagning
December 2000
|
Tilbage til nyheder |
Danske Ølentusiaster holder ølfestival |
Danmarks officielle ølforbrugerorganisation, Danske Ølentusiaster, holder ølfestival i april 2001.
På festivalen vil alle ølinteresserede få lejlighed til at prøve spændvidden i dansk øl såvel som sjældne øltyper fra danske og udenlandske bryggerier.
Derfor vil alle danske bryggerier og importører blive indbudt til at deltage i festivalen. Danske Ølentusiaster forventer at præsentere mere end 100 forskellige danske og udenlandske øl på festivalen.
Formålet med festivalen er at udbrede kendskabet til godt øl, som også i hovedtræk er Danske Ølentusiasters formål.
- For de fleste danskere er øl synonymt med den velkendte pilsner, men pilsneren er kun en af omkring 50 forskellige øltyper. På festivalen vil gæsterne få mulighed for smage nogle af de mange andre øltyper, fx. belgiske Trappistøl brygget af munke på belgiske klostre af Trappist-ordenen og ales kendt fra de britiske pubber. Vi håber også, at de danske bryggerier vil præsentere nye, spændende øl på festivalen, siger Søren Houmøller, der er formand for Danske Ølentusiaster.
For at give gæsterne mulighed for at smage så mange forskellige øl som muligt køber de smagsprøver á 1-2 deciliter af hver øl. Samme koncept benyttes på flere amerikanske, engelske, belgiske og svenske ølfestivaler, og er medvirkende til at fokusere på kvaliteten i øllet.
Festivalen finder sted i Remisen ved Trianglen i København d. 28. og 29. april 2001.