Nyheder Samling Leksikon om øl Etiket-forklaring Samlerøl-prisliste Øllink Bryggerihistorie Faq Forsiden Mail Ølsmagning
1. december 2000
Nyt retursystem halverer udbuddet af øl
Et nyt returflaskesystem vil koste de mindre ølimportører livet, det spændende specialøl vil forsvinde fra hylderne og forbrugerne kommer til at betale regningen.
Det konkluderer Danmarks officielle ølforbrugerorganisation, Danske Ølentusiaster,efter en analyse af et nyt pant- og retursystem, som miljøminister Svend Auken netop har sendt i høring.
Lovforslaget lægger op til at indsamling af ølflasker fremover skal ske gennem et nyoprettet monopol med navnet Dansk Retursystem A/S. Alle bryggerier og importører af øl skal tvangs-tilmeldes det nye monopol og ifølge den aftale som Dansk Retursystem A/S har udsendt til samtlige importører af udenlandsk øl koster det kr. 15.000 alene at tilmelde den første øl. Herefter koster det et gebyr på yderligere 2.500 kroner pr. øl man ønsker at udbyde.
- I værste fald vil gebyrerne overstige den årlige omsætning for de små importører, som typisk sælger et bredt udbud af øl i relativt små styktal. Derfor er dette gebyr et dræbende slag mod de importører, der forsyner danskerne med de øltyper, som ikke brygges af danske bryggerier. Danske bryggerier brygger kun omkring 10 unikke øltyper, mens forbrugerne i vore nabolande har omkring 50 unikke øltyper at vælge imellem siger Søren Houmøller, der er formand for de knapt 1000 medlemmer i Danske Ølentusiaster.
Returflaskesystemet er opbygget således, at allerede eksisterende og godkendte danske returflasker tilmeldes gratis. Det gælder fx. flasker fra Carlsberg og andre store bryggerier, der dermed slipper meget billigt i det nye retursystem.
- Det er en helt urimelig konkurrenceforvridning at pålægge de små importører uforholdsmæssigt store gebyrer i forhold til deres omsætning samtidig med at de store, etablerede producenter af konsumøl i praksis slipper for at betale, siger Søren Houmøller.
- Hos Danske Ølentusiaster vurderer vi, at omkring halvdelen af de nuværende øl på markedet vil forsvinde med importørernes død. Og det er vel at mærke den meste interessante og velsmagende halvdel, der vil forsvinde. Det kan sammenlignes med en situation, hvor al vin til mere end 100 kr pr. flaske pludselig forsvandt fra hylderne. Alt, der ikke er industrialiseret masseproduktion vil forsvinde med det nye retursystem fortsætter Søren Houmøller, der kraftigt opfordrer miljøminister Svend Auken til at fjerne gebyrerne, hvilket miljøministeren ifølge loven har mulighed for i form af dispensationer.
Dansk Retursystem A/S skriver i aftalen til den enkelte importør, at de faktiske omkostninger ved registreringen af en ny øl skal bæres af et logistikgebyr pr. solgt øl som fastsættes af bestyrelsen for Dansk Retursystem A/S. Da Carlsberg har 3 og detailhandelen yderligere 3 af Dansk Retursystem A/S' bestyrelsesposter, kan Carlsberg og detailhandelen udnytte monopolsituationen til effektivt at holde konkurrenterne ude af markedet. Ifølge lovforslaget er denne monopolstatus sikret de første 6 år med mulighed for forlængelse
i perioder af 6 år.
Ud over den helt urealistiske økonomi vil de mindre importører blive belastet af en yderst kompliceret administration, herunder at blive pålagt at foranstalte en unik stregkodemærkning af hvert enkelt produkt. Det er næppe svært i en fuldautomatisk produktion på et stort bryggeri, men for importørerne af specialøl er den eneste mulighed sandsynligvis at påklistre ekstra mærkater ved håndkraft.
- Efter vores bedste vurdering er det i strid med EU's konkurrenceregler at benytte en sådan monopolstruktur til at presse konkurrenter ud af markedet på denne måde, siger Søren Houmøller.
Danske Ølentusiaster foreslår derfor, at:
- der laves en undtagelse i loven, der sikrer, at importørerne ikke skal tvangstilmeldes Dansk Retursystem A/S, eller
- øl i specialflasker ligestilles med vinflasker, der ikke er omfattet af det fremsatte lovforslag, eller
- gebyrerne helt bortfalder fordi hele provenuet fra flasketilmeldingen kun udgør få promille af de årlige indtægter hos Dansk Retursystem A/S
I lovforslaget vurderes den nødvendige investering i nye flaskeautomater til 250 mio. kroner. Der er kun et sted at hente alle disse millioner, og det er i lommerne på forbrugerne. Dette fremgår tydeligt af aftalen fra Dansk Retursystem A/S, hvor der klart gøres opmærksom på, at håndteringsgebyret samt størrelsen af dette kan medføre en prisregulering af produkterne.
Yderligere oplysninger kan fås hos Martin Nielsen, 26 24 16 26,
kasserer@ale.dk.
Baggrundsinformation om Danske Ølentusiaster:
Danske Ølentusiaster er Danmarks landsdækkende ølforbruger-, ølbrygger- og ølinteresseorganisation. I Danske Ølentusiaster elsker vi godt øl, og foreningens
formål er at få bedre øl i Danmark.
Det gør vi ved at arbejde for et bredt, varieret og mangfoldigt udbud af bryggerier og øltyper, oplyse og skabe debat om øl, stimulere håndbrygning, udbrede kendskabet til traditionel dansk bryggekunst og ved at sikre øl en respektfuld behandling. Vi er økonomisk og politisk uafhængige af danske bryggerier og andre kommercielle interesser. Vi repræsenterer Danmarks ølfor-brugere via vort medlemskab af EBCU, European Beer Consumers Union.
Alle med interesse for godt øl bør være medlem af Danske Ølentusiaster - der kræves ingen særlige forkundskaber eller tilhørsforhold. Kontingentet for et år er 200 kr.
Læs mere på www.ale.dk.